Det sker, men det er heldigvis sjældent, at en beboer klager over sin nabo eller en anden beboer.
Inden man klager, bør man tage en snak med vedkommende. Ofte vil fornuftige beboere kunne snakke sig til rette om problemerne.
Rækker det ikke, kan man gå videre med en egentlig klage.
Set fra bestyrelsens synsvinkel er der først tale om en klage, hvis den foreligger skriftligt. Mindre problemer er man velkommen til at henvende sig på kontoret med. Nogen gange kan en snak med en ejendomsfunktionær eller en fra bestyrelsen få problemet til at “forsvinde”.
Andre gange går det ikke så let.
Når bestyrelsen har modtaget en skriftlig klage over en nabo, vil vi behandle den fortroligt på førstkommende bestyrelsesmøde. Det tager sin tid. Vi har et bestyrelsesmøde om måneden.
Finder bestyrelsen at klageren kan have ret, henvender en fra bestyrelsen til den, der er klaget over for at gøre vedkommende opmærksom på problemet. Ofte kan vi finde ud af noget, så alle “bliver glade igen”.
Lykkes det ikke, det vil sige fremsendes der igen en skriftig klage, går vi et skridt videre.
Nu modtager den der er klaget over en såkaldt skriftligt påmindelse. Det gøres klart for vedkommende at bestyrelsen anser at vedkommenes opførsel kan være uacceptabel og henstiller at den i så fald ophører.
Hjælper det ikke – den forurettede klager igen – vil den der er klaget over modtage endnu en påmindelse.
Hvis der herefter stadig er klager, sendes sagen til Team Jura, der er AAB’s juridiske kontor. Herefter er sagen ude af bestyrelsens hænder.
Vær opmærksom på at en klagesag kan ende med opsigelse af den der klages over.
At miste sin bolig er meget alvorligt. Vi appellerer derfor til alle, der føler at “nu kan det være nok”, om at træde varsomt.
Læs mere her hvordan en klage behandles trin for trin
Konflikter
Vi kommer i bestyrelsen af og til ud for nabostrid, hvor naboer klager over hinanden. I sådanne tilfælde vil vi ofte anbefale mægling. Mæglingen formidles af en professionel mægler.
Bestyrelsen i afdeling 32
BEMÆRK
Afdeling 32 er en administativ afdeling. Det betyder at der i bestyrelsen er én der tager sig af klager over naboer. Aktuelt er det formanden. Uanset hvem det er, der tager sig af klager, står vedkommende til ansvar over for bestyrelsen. Den der tager sig af naboklager har ikke myndighed til at starte en egentlig efterforskning med indkaldelse af vidner mv., men alene prøve at formidle en genopretning af det gode naboskab. Først når det, som oven for beskrevet, er gået galt, kommer AAB ind i billedet.